Om mig og
Vin for sjov

Allan Chor

Ejer og vinentusiast

"Mit mål er at formidle viden om god vin til den rigtige pris til alle mine gæster her på siden"

Mit navn er Allan Chor 

Jeg er uddannet tandlæge men måtte i 2018 sælge min klinik i Hjørring på grund af et dårligt håndled. Som tandlæge er man meget ensporet med hensyn til jobs. Der er ikke så meget vi kan bruges til udover det som vi har helliget vores liv til – nemlig tænder.

Efter ½ år uden job var jeg klar over, at jeg skulle finde noget til at give min dagligdag mening. Jeg har altid haft stor interesse for at dygtiggøre og efteruddanne mig så der manglede noget. Jeg har desuden altid interesseret mig for vin og her bliver man heldigvis aldrig udlært. Derfor takkede jeg ja til at blive salgsdirektør i et vinfirma i Hjørring. Dette job bød på meget læring og en udbygning af et stort netværk i vinbranchen. 

Jeg stod for at afholde vores vin- og glas-seminarer samt daglig kontakt med kunder og leverandører. Så kom Coronaen og vores aktiviteter døde ud. 

På daværende tidspunkt gik det op for min kone og jeg, at vi ikke længere behøvede at bo i Hjørring men gerne ville flytte tættere på vores børn og børnebørn og flytteprocessen blev sat igang.

Så nu bor vi i Lystrup ved Aarhus – og intet var mere oplagt for mig end at etablere mit eget lille vinfirma. “Vin for sjov”. For vin skal være sjovt. Noget, som kan give vores liv indhold samt en masse hyggelige og sjove oplevelser. Nu er Coronaen heldigvis ikke et issue længere og jeg har afholdt mange smagninger. Jeg har holdt glasseminarer i både Århus, Løkken samt “ude af huset” en del steder i landet.

I 2025 blev jeg ramt af kræft i min højre tåresæk og fik fjernet mit ene øje. Det betød at jeg valgte at lukke min webshop med vin in indstille mine smagninger. Nu er jeg heldigvis kræftfri og har mod på at fordybe mig i vinen igen. Derfor har jeg genoplivet hjemmesiden, som rent hobbyprojekt.

Som jeg har sagt mange gange til mine vinsmagninger “Jeg har arbejdet med smil hele livet og det gør jeg heldigvis stadig. Det er svært at nyde god vin uden at smile.”

Vin for sjov