Klassifikation: D.O. Rías Baixas
Drue: 100 % Albariño
Alkohol: 12,0 %
Lagring/Vinifikation: Ståltank
Servering: 5-8 grader
Næse: Grønne æbler, stikkelsbær, saltet lime, saftige ferskner, honningmelon og våde sten, der toppes med fine strejf af hvide blomster og tropefrugt.
Smag: Smooth og afrundet med en diskret sødme der balancerer lækker med Albariños klassiske rankhed og saltede citrusmineralitet. Fyldig, rund, vedvarende
Mad: Fisk og skaldyr, lyst kød , ris, pasta og salater. Ideel til asiatisk mad og Sushi
Glas: Riedel Riesling glas eller Veritas Sauvignon Blanc glas
Om Martin Codax
I Nordvestspanien ligger landets skjulte grønne perle, den smukke vinregion D.O. Rías Baixas. Netop her hører vinhuset Martin Codax til, som blev stiftet i 1986. Rías Baixas er kendt som landet med de tusind floder og som det ”Grønne Spanien” med de rullende bakker og frodige skove. Vineriet ligger i smukke Salnés Valley, som kun ligger en lille time væk fra selveste Santiago de Compostela-katedralen.
Mon ikke englene synger, når de smager vinene fra Rías Baixas? Martin Codax, den kendte lokale trubadur som huset er opkaldt efter, sang i hvert fald om sin kærlighed til den Galiciske kyst og havet omkring.
Og netop havet er så vigtigt i Rías Baixas, hvor man har mange vinmarker tæt på havet. Vinmarkerne ligger lavt og aldrig mere end 300m over havets overflade. Det betyder et friskt, mineralsk og let saltet præg i vinene. Albariño, der er hovedruen i regionen, bærer små klaser med små druer, som fremmer en tidlig frugtmodning. Et fåtal af Martin Codax’ vine fadlagres på franske egetræsfade, men størstedelen er sprøde, friske og unge vine, der lagres på rustfrit stål. Regionen præges af et køligt atlantisk klima, hvor der kommer meget regn.
Hovedvinmageren er Luciano Amoedo, som er 9. generations vinmager. Han var med til at danne D.O. Rias Baixas tilbage i 1988, og er også medstifter af vineriet. Allerede fra starten fik vinene en varm modtagelse og påkaldte sig opmærksomhed både i hjemlandet Spanien og internationalt. Siden da er efterspørgslen kun steget i takt med den øgede anerkendelse, så der måtte gradvise udvidelser af markarealet til, og i dag råder huset over druer fra mere end 1400 bittesmå vinparceller, som dyrkes af 55 familier nær byen Cambados. Martin Codax er blevet et symbol på galicisk kultur, når den er bedst. Vinhuset holder stadig samme høje niveau – og samme fornuftige priser!